Der er mange af os, der har en brændeovn i hjemmet. Ikke færre end 770.000 ifølge tal fra Energistyrelsen. Og det er der såmænd ikke nødvendigvis noget galt i - brændeovnen kan nemlig være et glimrende - og endda miljørigtigt - supplement til opvarmning af boligen med biobrændsel.
Men brændeovne er samtidig skyld i svimlende 70 pct. af vores samlede partikelforurening, som årligt er direkte årsag til omtrent 550 for tidlige dødsfald og et utal af luftvejslidelser. Derfor er det vigtigt, at brændeovnen er svanemærket, samt at du fyrer rigtigt for at reducere partikeludledningen.
Og det kan faktisk både være en fordel for miljøet og økonomien at sende din gamle brændeovn på pension.
Gamle brændeovne forurener fem gange så meget
Omtrent 450.000 brændeovne er fra før 2005 og kan derfor være højst skadelige for miljøet. Miljøstyrelsen anslår fx., at gamle brændeovne er skyld i 3-5 gange så megen partikelforurening som nye og svanemærkede brændeovne.
Før 2005 var der nemlig ikke regler for partikeludledningen, men det er der siden blevet ændret på. Siden 2015 har grænseværdien for alle nye brændeovne i Danmark været på 5 g/kg og for svanemærkede brændeovne på 3 g/kg. Og i 2017 bliver reglerne strammet til 4 g/kg for alle brændeovne og 2 g/kg for de svanemærkede.
Men det er ikke kun for miljøets skyld, du bør skrotte din gamle brændeovn. Det kan også betale sig økonomisk. Du kan nemlig spare omtrent 20 pct. af brændet ved at skifte din gamle brændeovn ud med en ny.
Du kan stadig få tilskud til at skrotte brændeovnen!
Indtil skrotningspuljen er opbrugt (læs mere om den her), kan du få kr. 2000.- i tilskud til at sende din gamle brændeovn fra før 1991 på pension. Pr. 8 juli er 74 pct. af skrotningspuljen opbrugt, så du kan stadig nå det. Det svarer til, at knap 15.000 danskere allerede har fået skrottet deres gamle brændeovn.
Søg tilskuddet her.
Hvis du slet ikke ønsker en brændeovn, kan du benytte håndværkerfradraget til alle de udgifter, du har til at få brændeovnen fjernet. Du kan desuden få fradrag til at få installeret et miljørigtigt alternativ, fx. jordvarme eller varmepumpe. Ofte giver flere energiselskaber også et tilskud til dette.
Du kan såmænd også få fradrag for at få forbedret din skorsten, så den forurener mindre, fx. ved at få installeret et filter.